Jul 3 - 2024

out-sider i Børsen: Flere små selskaber får ikke gevinst af grønne investeringer

Ib Mogensen er direktør i virksomheden out-sider. Han har svært ved at få kunderne til at vælge de mindre klimabelastende produkter. Derfor frygter han et modtræk i branchen, hvor flere virksomheder vil holde igen med investeringerne. Foto: Rosaline Ben-Baruch Lange

Der er efterhånden ved at tegne sig et billede af en splittelse i dansk erhvervsliv.

Små og mellemstore virksomheder har svært ved at sælge deres mindre klimabelastende produkter, mens flere af de største melder om et flerdoblet salg.

Det kan have konsekvenser for den grønne omstilling, hvis de små og mellemstore virksomheder ikke får gevinst af deres investeringer i mere bæredygtige produkter, fordi de udgør 99 pct. af dansk erhvervsliv, mener Annabeth Aagaard, professor og forsker i bæredygtighed på Aarhus Universitet.

På Islands Brygge i København forsøger direktøren i virksomheden out-sider, Ib Mogensen, ikke at miste modet.

“Vi bruger sindssygt mange timer, kræfter og investeringer på at lave bæredygtige produkter. Men kunderne vælger dem simpelthen ikke. Enten fordi de ikke vil ikke betale for det, eller fordi produktet så ikke har den rigtige farve,” forklarer Ib Mogensen.

out-sider producerer og sælger byrumsinventar. Nogle produkter er Svanemærkede. Nogle er i 100 pct. genanvendte materialer, mens andre er fremstillet på en mere klimabelastende måde. Og det er dem, der sælger bedst, fortæller Ib Mogensen.

Erhvervshus Hovedstaden har taget pulsen på knap 1000 små og mellemstore virksomheder i Hovedstadsregionen, og out-sider er langtfra ene om at have svært ved at få kunderne til at vælge produkter med en mindre belastning på klima og miljø.

Næsten halvdelen af de adspurgte virksomheder oplever ikke en gevinst af investeringer i mindre klimabelastende forretningsløsninger, og halvdelen forventer ingen øgede investeringer i den grønne omstilling.

Det skyldes især, at kunderne ikke vil betale mere for det, gevinsten er for lille eller usikker, og at det ikke er et konkurrenceparameter i deres branche, at et produkt er mindre klimabelastende.

Lovgivning øger fokus
For få år siden var budskabet det samme fra store energitunge virksomheder, der havde sendt mindre klimabelastende produkter på markedet. Kunderne ville ikke betale ekstra for et lavere klimaaftryk.

Efterspørgslen var mest i skåltalerne, som et af Danmarks største teglværker påpegede, mens Aalborg Portland berettede om stilstand i salget af den mindre klimabelastende cement Futurecem.

I dag er historien en anden, i hvert fald for Aalborg Portland, hvor cementtypen dækker en betydelig del af markedet for færdigbeton i Danmark.

Sådan har udviklingen også været hos den midtjyske producent af stålkonstruktioner Give Steel. Det seneste år har selskabet for alvor mærket, at bæredygtighed er blevet et salgsparameter, fortæller Anette Maria Christensen, leder af bæredygtighedsafdelingen.

Tilføj til moodboard

Annabeth Aagaard, professor og forsker, AU

For både Give Steel og Aalborg Portland er kunderne ofte store virksomheder, som er pålagt at rapportere om aftrykket på klima og miljø.

“Det har medført, at flere af vores kunder har fået et større fokus på og ønske om at bygge med et lavere CO2-aftryk,” siger Anette Maria Christensen.

I 2023 udgjorde stål med et lavere CO2-aftryk end konventionelle alternativer ca. 24 pct. af Give Steels indkøbte stål, og det tal vil stige, forventer virksomheden. Brugen af low carbon-stål giver ifølge Give Steel i gennemsnit en CO2-besparelse på 40 pct.

“Byggebranchen er dog stadig prisdrevet, men jeg tror på, at branchen vil og er på vej i en retning, hvor CO2-udledningerne bliver vigtigere end pris,” siger Anette Maria Christensen.

Give Steel beskæftiger over 600 medarbejdere, og i 2023 havde den et overskud på 1,1 mia. kr. Til sammenligning har out-sider ni medarbejdere og et overskud på ca. 785.000 kr. efter skat i seneste regnskabsår.

Indpakningen er vigtig
Selvom out-sider og Give Steel er i hver sin branche og derfor ikke kan sammenlignes en til en, er der nogle grundlæggende årsager til, at den ene kan have nemmere ved at sælge sine mindre klimabelastende produkter, fortæller Annabeth Aagaard, der i øjeblikket arbejder på et forskningsprojekt, hvor hun har fingrene dybt begravet i netop den problemstilling.

Store virksomheder har flere ressourcer til innovation, et større salgs- og marketingsteam, de har flere certificeringer til at give produkterne troværdighed og mulighed for at tilbyde integrerede løsninger, der udover produktet også rummer rådgivning og service.

“Det er svært for de fleste små og mellemstore virksomheder at komme med op på den klinge. Det er ærgerligt, for deres produkter kan være mindst lige så gode, men fordi produkterne kommer i en anden mindre ‘indpakning’, så taber smv’erne ofte den her kamp,” forklarer Annabeth Aagaard.

Hvis den samlede efterspørgsel på produkter med et lavere klimaaftryk ikke bliver større, frygter Annabeth Aagaard, at små og mellemstore virksomheder ikke tør investere yderligere i den grønne omstilling.

“Det vil være en katastrofe, når 99 pct. af dansk erhvervsliv er små eller mellemstore virksomheder. Så står vores lokomotiv lige pludselig stille, og det har vi ikke råd til, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling,” siger Annabeth Aagaard, professor og forsker, AU